Mexico - mandag den 30. juni 2008


Mexico City rundtur

Tilbage

Der var liv igen klokken 6. Efter en god nats søvn. Det havde været varmt og klamt men fredeligt. Inden vi gik til morgenmad, nåede vi at se Spaniens mål i finalen mod Tyskland. YES det var godt, at de vandt europamesterskabet.

Morgenmaden blev meget belejligt indtaget på hotellets restaurant. Denne gang på første række og med udsigt til den daglige flaghejsning på Zocaloen. En stor flok soldater står i en firkant omkring den store flagstang mens flaget bæres hen til flagstangen under musikalsk ledsagelse. Verdens største flag går til tops og vi havde første parket til skuet!

Så begik vi turens første forbrydelse. Vi forlod restauranten uden at betale! De havde spurgt om værelsesnummeret, så vi regnede med, at det var på værelsesregningen. Men kort efter bankede en forpustet tjener på vores dør. Han kunne ikke meget engelsk, men vi forstod dog, at han skulle have 120 pesos pr. person for morgenmaden - dvs. ca. 60 kr. "Det må så blive 480 pesos for 4", regnede Marie sig hurtigt frem til). Det tog dog tjeneren noget længere tid at nå det samme resultat. Han fik 500 med besked om, at det passede. Kort tid efter vendte han tilbage med de sidste 20 pesos... Dem fik han så (igen) i drikkepenge...

Så er vi klar til dagens udflugter...

Første tur gik ud på Zocalo pladsen. Vi ville følge en tur, anbefalet af Lonely Planet omkring Zocaloen. Den indebar et besøg i en botanisk have i forbindelse med Palacio Nacional. Her var bl.a. en del kaktusser i den veltrimmede have. For at komme ind på Palacio Nacional, skal man vise billedlegitimation og vores rygsække blev gennemlyst både ved indgangen og udgangen - sikkert for at kontrollere, om vi havde smuglet en af stedets mange katte ud...

Gaderne omkring Zocaloen blev udforsket lidt. Mexico minder på mange måder om Bangkok. Her er et pulserende liv og meget trafik overalt. Gader og fortove virker slidte og gamle med en del huller. Lugten (eller duften) om man vil er speciel i sådan en by. Jeg kan faktisk godt lide det, for det er en blanding af mange forskellige ting - lige indtil vi nåede til det sted, hvor de var ved at rense kloakker...

I denne del af byen er bygningerne ikke særlig høje. Typisk 3-5 etager eller lavere. Det er en helt speciel byggestil, som jeg sammenligner med Sydamerika.

Efter vi havde vandret lidt rundt og kigget i de første butikker, blev vi enige om at finde tilbage til Zocaloen og tage en rundtur med bus. Vi havde lovet os selv, at der ikke skulle være alt for meget traven rundt i dag. Bussen holdt lige til venstre for den store katedral og der var fin plads til os på øverste dæk. Turen kostede 100 Pesos pr. person for en dag. Så kunne vi hoppe af og på, som vi lystede, men det endte nu med, at vi tog hele turen i et hug.

Det blev til mange indtryk undervejs. Det meste af byen er med lave huse og de højhuse, der findes, er typisk meget nye. Mexico City var jo ramt af et kraftigt jordskælv i 1985 og det kan ikke ret mange højhuse have overlevet.

Vejret var fint. Der var skyet men solen kiggede frem fra tid til anden og så blev det varmt med det samme. Der er meget trafik overalt og deres kørsel er ikke helt, som vi kender den. De går mere til den og skifter vejbane i et væk. Men de tager hensyn og vi har indtil nu ikke oplevet uheld, så det glider. I en rundkørsel oplevede vi, at bilerne kørte begge veje rundt og gjorde holdt inde midt i rundkørslen, for at give plads til modkørende. Det skulle man vist have et kursus i.

Klokken var blevet hen ad 3-tiden, da vi vente tilbage til Zocaloen, så vi var ved at være sultne. Lasse spottede en restaurant, der lå i forbindelse med et vandrehjem og her blev det til en gang sandwich og bourgetter. Ikke noget at råbe hurra for, men det skulle alligevel vise sig, at vi ikke havde plads til ret meget mere mad den dag.

Vibe og Marie gik på osetur i gaderne omkring hotellet og Lasse og Alex øjnede chancen for at se EM-finalen i TV. Den var de begyndt at vise i TV på restauranten. Men på hotellet var den ikke at finde, så det blev ikke denne gang. I stedet blev familie og venner opdateret via vores hjemmeside. Vi blev ringet op af en tur-arrangør, der havde smidt reklameting ind til os og vi lod os overtale til at tage med på en tur til pyramiderne næste dag.

Da pigerne vendte hjem, var de trætte og Vibe kravlede i seng. Klokken var imidlertid kun ca. 18, så vi skulle på jagt efter noget at spise. En tur op og ned af gaderne bag hotellet gav ikke noget resultat, vel nok mest fordi vi ikke var særlig sultne. Vi købte lidt chips, øl og vand og ville have det med retur til hotellet. Lasse og Marie rundede lige en McDonalds, for at supplere lidt op. Det endte med at blive vores aftensmad.

Vi kravlede forholdsvis tidligt i seng i det varme værelse. Dagen var ikke endt med regn og torden som den foregående dag, selv om der var blevet mere gråt og regnfuldt.

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11